Foreningen Feministisk Forandrings generalforsamling i København den 23. marts i Verdenskulturcentret udtaler skarp kritik af Regeringens forslag om at lægge Kvinfo biblioteket ind under Det Kgl. Bibliotek. Vi kræver, at Mette Bock trækker sit forslag tilbage. Regeringen vil af med Kvinfo bibliotek, og Støjbergs forslag om at fjerne støtten til det prisbelønnede mentorprojekt for udenlandske kvinder er anslag mod integrationsarbejdet i Danmark. Vi opfatter det som et ideologisk og politisk angreb på hele ligestillingsarbejdet i Danmark.
Videns- og oplysningscentret Kvinfo er en unik institution, der gennem de sidste 30 år som selvejende organisation, har været et aktivt bibliotek- og videncenter for køn, ligestilling og mangfoldighed.
Kvinfo har en stor forskelligartet brugergruppe, har samlet en fantastisk bogsamling, har et unikt netmagasin, udarbejdet et netkvindelitteraturleksikon, har arbejdet konkret med at skabe dialog globalt med kvinder i nye demokratier i Mellemøsten, samt haft en fantastisk mentor/mentee-ordning, hvor udenlandske kvinder får god støtte til integration i Danmark med en masse frivillige. Det skal ikke lykkes Regeringen at bryde hele dette fantastiske arbejde ned.
Feministisk Forandring kræver, at Regeringen, Kulturministeren og hendes kolleger fra de tre partier i Regeringen trækker forslaget tilbage. Vi sætter vores lid til, at alle partier i Folketinget bakker op om at bevare Kvinfo.
Vedtaget på Feministisk Forandrings generalforsamling den 23. marts 2017.

  • Blev medlem hos Feministisk Forandring

    Medlemskab
Top

Tak til:  

info@Feministiskforandring.dk
© 2020